Digte, poesi og gamle egetræer

Poesi digt om et træ og alderdomForleden var det Verdens Poesidag. En dag indført i 1999 af Unesco for at skabe opmærksomhed på læsning, skrivning og poesi. Derfor vil jeg også byde ind med et af mine digte i anledning af dagen. Jeg har altid været vild med at skrive, og digte er ingen undtagelse, selvom det er mange år siden, jeg sidst har skrevet ét.

Digtet, jeg vil dele med jer, er et digt, jeg skrev til min afdøde farmor, da jeg var 15 år gammel. Det er faktisk 10 år siden, hun døde lige præcis. Så der er to anledninger til at hive digtet frem igen fra en dokument-mappe bagerst i computeren.

For sjov sendte jeg dengang i 2006 digtet ind til en digtkonkurrence til arrangementet Poesi på en Torsdag i Holstebro og endte faktisk med at vinde og måtte op foran alle, 200-300 mennesker, og læse digtet op. Det var vildt grænseoverskridende. Så i anledning af Verdens Poesidag:

Alderdoms-træet

Selv de gamle, rynkede træer må med tiden,
bøje sig for de friske, unge spirer.
Selv de gamle, visne blomster
skal under tiden skiftes ud
med nye og friske.

Det er naturens gang.

På overfladen kan det stolte træ se sund og rask ud,
men under overfladen
kan det være gammelt og slidt.
Det skal bare udsættes for en mindre storm, så vælter det.

Rykket op med roden.

Det kommer til at ligge
omgivet af sørgende artsfæller,
der må fortsætte deres liv,
selvom de har mistet
en af deres kære.

Men træet vil altid være med os i ånden,
og vil blive husket
for dengang
en varm sommerdag,
hvor det strålede med sin store, grønne og stolte krone
og ragede op over alle de andre træer,
som den dronning, det var.

Det vil blive husket for de skønne blade og frugter,
som det havde givet og som havde forsødet vores liv i generationer.

Den glæde det udstrålede
blot. at man var i nærheden.

Det gjorde én betydningsfuld og vigtig
gav glæde til selv den koldeste og triste dag,
blot ved at stå stolt og rank
med sine grønne blade og svaje sagte i vinden.

Men vinden blæser mod nye horisonter
Det vil altid være betydningsfuld
Det vil aldrig blive glemt

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *