8 sange der bringer minder frem

Jeg har lavet en liste over de sange, der bringer minder frem hos mig.

Kender du det med, at man hører sange, som minder en om et eller andet bestemt? En sang som vækker minder i dig? Sådan har jeg det med en række sange. Når jeg hører dem, tænker jeg tilbage på efterskole, min gymnasietid, da jeg mødte min kæreste for første gang og rusturen på journalisthøjskolen. Læs med her:

  1. Den første gang, Innocent Blood: Min første dans med min kæreste var til denne sang, og jeg hev ham ud på dansegulvet. Det skræmte ham åbenbart ikke, og vi har nu været sammen i snart otte år.
  2. Gangnam Style, Psy: Hver gang jeg hører den sang, tænker jeg tilbage til rusturen, da jeg lige var begyndt på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i 2012. Den blev spillet uafbrudt.
  3. Hot, Nik og Jay: Den minder mig om min tidlige ungdom. Tjekkede lige årstallet, og den passer fint med, at det var i 2002, den var en landeplage. Så vidt jeg husker, var jeg faktisk lidt forarget over alle de bikiniklædte damer i en sauna i musikvideoen.
  4. 10.000 Nights of Thunder, Alphabeat: Jeg kommer altid tilbage til, da jeg stod i kiosk sammen med en veninde på efterskolen, når jeg hører den her sang. Når den kom i radioen, skulle der bare danses.
  5. Let her go, Passenger: Min kæreste og jeg hørte den her sang til Northside for nogle år siden, og det var bare så fedt. Forsangeren havde slet ikke regnet med, at vi var så vild med sangen, og der var totalt proppet i det lille telt, han var blevet sat til at spille i. Men sangen var bare lynhurtigt blevet populær i Danmark, og alle folk sang med af deres lungers fulde kraft.
  6. Selvmord på dansegulvet, Thomas Holm: En tre år i træk var jeg til Kælderrock i Nørre Nissum, og et år hørte vi Thomas Holm, som jeg aldrig havde hørt før. Da han begyndte at synge “Selvmord på danskegulvet”, stak det fuldstændigt af, og alle hoppede ud på dansegulvet.
  7. Drik, De Glade Sømænd: Endnu en festival-sang, som har sat sig fast. Jeg har flere gange været til Haze over Haarum i Haboøre, så langt vest på som man næsten kan komme. Og De Glade Sømænd var med hvert år, og de er bare populære blandt folkene fra Harboøre, så der var altid en fest, når de fyrede op for deres sang “Drik”.
  8. Coco Jamboo, Mr. President: Hver gang jeg hører introen til den her sang, tænker jeg på alle de gange, hvor min far har skruet op for sangen inde i vores stue, da jeg var barn. Den og alle de andre sange fra Yabba-Dabba-Dance-cd’erne.

Hvilke sang bringer minder frem hos dig?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *