#1 – Fremtiden byder på e-bøger

I fremtiden kommer vi til at se meget mere til e-bøgerHvad siger du til, hvis du kunne læse lige den bog, du havde lyst til, når du havde lyst, og hvor du havde lyst? At have den nyeste krimi med Jussi Adler-Olsen, en guidebog til din tur til Californien og 100.000 andre bøger i din lomme? Som det ser ud i dag skal du have en ret stor lomme for at få plads til så mange bøger, men i fremtiden bliver det med stor sandsynlighed virkeligheden.

Jeg er efterhånden ved at være godt i gang med mit afsluttende bachelorprojekt på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Aarhus, hvor jeg skriver om de store forandringer, der er sket i bogbranchen de seneste 10 år, bl.a. fremkomsten af e-bøger. Det har fået mig til at tænke over mit eget forhold til e-bøger vs. papirbøger. For ville jeg droppe at læse papirbøger, hvis jeg kunne abonnere på præcis de bøger, jeg havde lyst til, når og hvor jeg havde lyst?

I princippet har jeg ligesom rigtigt mange andre allerede været trolos over for en bestemt gruppe varer – nemlig de fysiske dvd’er og cd’er. Jeg hører meget sjældent en cd eller ser en dvd. Jeg kan jo høre lige præcis den sang, jeg vil, fordi jeg abonnerer på Tidal, og jeg kan se en stort udvalg af programmer, serier og film på DRTV, Netflix eller Viaplay. Hvad skal jeg så have en kæmpe dvd- og cdsamling til at fylde i min lejlighed for?

Spørgsmålet er nu, om det er den vej, det også kommet til at gå med mine bøger. Vil de blive givet til genbrug, når jeg kan læse lige den bog, jeg vil for under 100 kr. om måneden? Jeg må nok indrømme, at jeg tror, det bliver fremtiden for mig.

Slet ikke fordi, jeg ikke er fan af den fysiske bog. Jeg kan godt lide at komme væk fra hverdagens mange skærme og dykke ned i en bogs univers. Men hvis der kom en e-bogslæser, der ikke mere meget dyrere end 1000 kr., og som har et behageligt lys, så det er muligt at ligge i sengen med den, så tror jeg, at jeg ville hoppe på. Og hvis udvalget blev lige så stort som med musik, så jeg på en samlet tjeneste kunne komme til alle de nyeste bøger, så ville jeg helt klart hoppe på.

Og det er ikke kun i forhold til skønlitteratur. Hvis man opfandt en e-bogslæser, hvor jeg på en nem og overskuelig måde kunne læse faglitteratur, f.eks. ved nemt at kunne markere det vigtigste i teksten eller kunne skrive stikord i “margen”, så kunne jeg ikke se en grund til ikke at have det hele samlet  et sted. Og det ville frigøre en masse tiltrængt hyldeplads i vores lejlighed.

I forbindelse med research til mit projekt har jeg snakket med forskellige forlag, fagpersoner og boghandler, og de mener bestemt ikke, at papirbogen vil dø. Den vil blot blive suppleret af e-bøgerne. For vi danskere er alt for glade for papirbogen til at kunne lægge den fra os. Jeg tror heller ikke, at der slet ikke vil blive solgt papirbøger i fremtiden, men kommer der mere fart på teknologien og forlagenes digitalisering af deres bøger, så tror jeg, at yngre mennesker vil tage e-bøgerne til sig i Danmark. Mit bud er, at udviklingen vil gå mod mere leje af bøger end eje, det samme som vi ser med film og musik.

Bibliotekerne har i flere år haft fart på digitaliseringen af deres materialer. Og det ses tydeligt, hvis man tager en tur på det nye biblioteket i Aarhus på Dokk1. Her er der få bøger på hylderne, og i stedet er der masser af plads til studiepladser, caféhygge og den flotte udsigt over Aarhus Havn. For digitale materialer fylder jo ingenting for bibliotekerne.

Hvad der helt præcist kommer til at ske på bogområdet de næste år, vil tiden vise. Men der er ikke tvivl om, at der fortsat kommer til at ske en masse for bogbranchen fremover. Og hvilke forlag, forfattere og boghandler, der “overlever”, er et spørgsmål om, hvor villig man er til at gentænke sig selv og følge med udviklingen.

“#1 – Fremtiden byder på e-bøger” er første blogindlæg i en serie om bogbranchens muligheder og udfordringer, som jeg de kommende uger blogger om i forbindelse med mit bachelorprojekt på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.  

Du kan også følge bloggen på Facebooksiden SoMeJour, hvor du kan læse de nyeste blogindlæg og artikler om sociale medier og journalistik. Kig ind forbi og giv meget gerne siden et like.

 

3 tanker om “#1 – Fremtiden byder på e-bøger

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *