Den længste rejse jeg nogensinde har været på

Jeg er så småt gået i gang med at samle ting sammen med til rejse til Balkan i sommerferien

Om tre en halv uge skal jeg på den længste rejse, jeg nogensinde har været på. Sammen med en veninde fra efterskolen skal jeg rejse rundt i Balkan-området i fem uger.

Vi skal forbi Dubrovnik i det sydlige Kroatien, Bosnien/Herzegovina, Montenegro, Albanien, Serbien, Kosovo og Makedonien og har planlagt både at se smukke naturparker, gamle monumenter og slikke sol på nogle af deres dejlige strande.

Jeg glæder mig helt vildt til at se alle de mange ting og steder, vi har kigget på. Vi har lagt en overordnet rute og booket hostels til de første 10 dage, og de sidste 25 tager vi, som det kommer.

Jeg har allerede samlet lidt ind til min tur, som du kan se på billedet. Men den helt store pakning kommer først, når vi kommer tættere på. Men der er styr på vaccination, ekstra kontaktlinser, rejseforsikring, og jeg har også bestilt en tid hos tandlægen inden.

At backpacke rundt et eller andet sted i længere tid, har altid været noget, jeg godt kunne tænke mig at prøve. Det var på “listen” med ting, jeg gerne ville prøve, ligesom en tur på højskole var i sin tid. Der har bare ikke rigtigt været mulighed for det før nu.

Turen bliver en stor udfordring for mig, fordi jeg er en person, der elsker at planlægge. Jeg slapper mest af, hvis jeg har planlagt, hvad der skal ske. Det er også derfor, at mine rejser tidligere har været all inclusive sydpå.

Men nu vil jeg udfordre mig selv, og heldigvis har jeg en veninde, som selv på forhånd havde planlagt at backpacke rundt i området, som jeg kan slå følgeskab med. Hun har rejst rundt i mange lande af flere omgange, så hun bliver den perfekte guide.

Selvom jeg glæder mig helt vildt, er jeg også meget spændt på, om jeg kan lægge mit planlægger-gen fra mig og bare følge med strømmen.

En ting er i hvert fald helt sikkert – det bliver en oplevelse for livet!

Følg med på bloggen Rikkes Hjørne og den tilhørende facebookside her, når jeg frem mod min tur blogger om mine forberedelser. 

2 thoughts on “Den længste rejse jeg nogensinde har været på

  1. Pingback: Anonym

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *