Efter storbyer tog vi nu til en rigtig badeby. Fra Tirana tog vi først til Pogradec på grænsen til Makedonien. Vi ville gerne have taget direkte til Ohrid, som ligger i Makedonien, lige på den anden side af grænsen, men busserne passede meget dårligt. Så vi valgte at tage en bus til Pogradec, tog en overnatning der, tog en taxa til grænsen mellem Albanien og Makedonien og gik over til fods. Det var lidt sjovt at prøve. Det var åbenbart ikke unormalt at gå over, og vagten var meget venlig og fortalte os, hvordan vi kom til den nærmeste by.
Vi gik et stykke af de rolige landevej og kom til en lille kirke, som vi kiggede lidt på, inden vi fortsatte af en sti med en masse frugttræer til byen Naum, kendt for kirken for St. Naum. Derfra missede vi lige præcis bussen, så vi måtte overgive os, og tage en taxa det sidste stykke til Ohrid, inden uvejret begyndte.
Ohrid var en rigtig hyggelig by med mulighed for at bade i søen af samme navn og en del seværdigheder.
Fra badebyen Ohrid tog vi en bus ind til Makedoniens hovedstad Skopje. Den er virkelig også noget for sig selv. Men måske ikke helt på den gode måde. Politikerne har de sidste år været i gang med projektet “Skopje 2014”, hvor de har bygget en hel masse nye bygninger og statuer i byen. Det meste i byen er derfor ikke mere end max fem år gammelt.
Her tog vi endnu engang på en “Free Walking Tour”, og selvom guiden generelt var meget glad for sin by, var han ikke særlig glad for Skopje 2014. Blandt fordi der er brugt ufattelig mange millioner euro på det, som kunne være brugt på sygehuse eller nye veje, hvoraf mange af pengene er gået til korruption. Som han sagde, det er er jo en smart måde at gøre det på, for hvem kan sige, hvad kunst præcis koster?
Når man går rundt i byen, er det da imponerende med de mange nye bygninger og uendelig mange statuer, men det virker også lidt tragikomisk, når man tænker på, at pengene er lånt og skal betales tilbage af indbyggernes børnebørn engang.
Fra Shkoder tog vi til Tirana. Det var en rigtig spændende by. Vi havde overvejet at tage en rute uden om Albanien, fordi vi havde læst, at det var meget indviklet med transport i landet. Det var da heller ikke nemt, når der hverken er busstationer, togstationer eller køreplaner. Men vi fandt ud af det, og det ville virkelig have været synd, hvis vi ikke var taget til Albanien.
Tirana og Albaniens historie var meget anderledes end de øvrige lande, som hørte under Jugoslavien. Albanien var sig selv på mange måder. Det var fra anden verdenskrig og frem til 1991 et kommunistisk-ateistisk styre, som blev mere og mere lukket fra omverdenen. Fra 1970’erne og til 1991 var landet helt lukket.
Det fortalte vores guide på vores “Free Walking Tour” os en masse om. Han havde levet under styret som barn. Da landet blev åbnet stiftede han for første gang i sit liv bekendtskab med ting som tyggegummi og cowboybukser. Inden da var alt landet havde, det som landet selv kunne producere inden for grænserne. Af den grund var der kun omkring 300 biler i landet indtil 1991, så vi måtte undskylde de dårlige bilister. De havde trods alt kun haft mulighed for at køre bil i 25 år, påpegede han 😉
Efter Dubrovnik i Kroatien fortsatte vi til Kotor i Montenegro. Også en skøn by som på mange måder mindede om Dubrovnik med en bymur og gammel bykerne inden for den. Det var også lækkert med fjorden, som vi var et smut nede at bade i. Desværre havde vi gråvejr og regn de tre dage, vi var der. Og så var den en del billigere end Dubrovnik.
Så vidt jeg husker havde Lonely Planet skrevet, at byen var et must-see i år, hvilket havde trukket en del flere turister til i år i forhold til sidste, fik vi fortalt af nogle lokale. Byen har et stort potentiale for turisme, så der vil helt sikkert komme flere til de kommende år.
Læs og se her vores oplevelser fra Kotor:
Fra Kotor gik turen videre til Montenegros hovedstad Podgorica. Læs mere om den her.
Efter Kotor fortsatte vi med en enkelt dag i Podgorica, som er hovedstaden i Montenegro. Vi ville nok ikke have holdt et stop der, hvis vi selv havde rejst, men min venindes kæreste, som havde slået følgeskab med os i en lille uges tid, skulle rejse hjem derfra.
Jeg havde ikke de store forventninger til byen, men alligevel var der nogle små overraskelser, som bestemt er værd at se, hvis man kommer forbi byen. Vi mødte meget få mennesker i hovedstaden – både turister og lokalbefolkning søgte væk fra den varme hovedstad og ud til vandet om sommeren. Så vi havde god plads til at opleve byen.
Fra Podgorica tog vi et tog til Bar – det eneste tidspunkt, vi valgte tog frem for bus – fordi det skulle være en af de flotte togture i Europa. Turen går helt fra Beograd til Bar, men vi stod på en time før Bar i Podgorica.
Toget kørte gennem nogle naturparker, og der var en masse lokale med, som flygtede fra den varme storby ud til havet. Det larmede helt ekstremt meget, så det var umuligt at snakke sammen inde i toget uden at råbe meget højt til hinanden. Jeg syntes heller ikke, at togturen var så flot, som jeg havde hørt.
Fra Bar gik der en masse busser til badebyen Ulcinj, hvor vi ville holde et stop, inden vi bevægede os over grænsen til Albanien. Ulcinj bød på høj musik, mens vi hoppede i vandet. Om aftenen gik vi en tur i den gamle by og fik aftensmad med solnedgang over havet.
Fra Mostar tog vi en tur til Dubrovnik i det aller sydligste af Kroatien.
Dubrovnik er en meget populær turistby, og den mest turistede by vi var i. En del af turisterne kommer for at opleve Dubrovniks gamle bydel, hvor dele af tv-serien Game of Thrones er blevet optaget.
Efter Beograd gik turen til Sarajevo, hovedstaden i Bosnien-Hercegovina. Jeg var ret vild med byen, fordi den havde det hele. Masser af historie at høre om og kigge på, kulturer mødtes og fordi det ligger omkranset af bjerge, er der en flot udsigt over byen. Byen er oplagt til en studietur eller en lidt anderledes storbyferie med masser af oplevelser.
Fra Sarajevogik turen videre med bus til Mostar. Vi havde dog et ufrivilligt stop på vejen, fordi bussen brød sammen (det blev ikke sidste gang, det skete). Men de fik heldigvis gang i den igen efter en halvanden times tid.
Mostar er heller ikke gået uden om Balkan-krigene, og byen blev bombet i 1993. Læs mere om Mostar her.
FraNis i Serbien gik turen videre over grænsen til Kosovo til hovedstaden Pristina. Kosovo erklærede sig selv for selvstændig i 2008. Det har flere lande anerkendt, blandt andet Danmark. Men Serbien nægter fortsat at anerkende Kosovo, som det mener hører til Serbien. Det var netop derfor, vi skulle være opmærksom på rejse frem og tilbage over grænsen mellem Kosovo og Serbien.
Der har været en del krig mellem Serbien og Kosovo, som blandt andet resulterede i, at NATO bombede Serbiens hovedstad Beograd i 1999. Læs mere om det her.
Det er primært kosovoalbanere, der bor i Kosovo, så der bliver snakket albansk, fik vi forklaret. Men det skulle være et mere slang-agtigt albansk, end det der bliver talt i Albanien. Jeg har stadig svært ved at forstå konflikten mellem Serbien og Kosovo, som er en af de konflikter, der fortsat ulmer i området. Derfor er der blandt andet danske soldater udstationeret der for at holde øje med landet. Vi oplevede dog ikke andet end en hovedstad som enhver anden.
Læs om vores oplevelser i Pristina her:
Efter Pristina gik turen til Novi Pazar i Serbien.Læs om det her.
Det hele begyndte og sluttede i Beograd, hovedstaden i Serbien. Vi havde overvejet at flyve til Sarajevo i Bosnien-Hercegovina, men flybilletterne var en del dyrere dertil. Et gæt er, at der er rift om billetterne til hovedstaden, fordi der bor en stor del dansk-bosnier i Danmark, som tager tilbage til landet på sommerferie for at besøge familie. På grund af krigene i 1990’erne flygtede mange ud af landet til blandt andet Danmark.
På vores tur mellem Sarajevo og Mostar mødte vi faktisk en dansk-bosnisk familie, som netop var på sådan en tur rundt til deres bosniske familie. Det var lidt sjovt og tankevækkende at snakke med moren, som flygtede under belejringen af Sarajevo fra 1992-1995.
Beograd er som storbyer er flest – masser af biler, larm og mennesker. Der var en fin gågade og hyggelige parker, og generelt var der en god stemning i byen. I begyndelsen skulle jeg lige vænne mig til alle de grå bygninger fra kommunisttiden, men de er jo også en del af fortællingen om Beograds historie.Læs mere om den her.
Her kommer fotos med fortælling fra oplevelserne i Beograd:
Fra Skopje i Makedonien ville vi gerne have taget direkte videre tilPristina, hovedstaden i Kosovo. Men da Serbien ikke anerkender Kosovo, kunne vi ikke tage fra Pristina ind i Serbien, da Serbien anser det for illegalt. Derfor tog vi en omtur til Nis i Serbien, inden turen gik til Pristina. Det var nemlig i orden at tage fra Serbien ind i Kosovo og så tilbage til Serbien igen.
I Nis havde vi mulighed for at mødes med en lokal gennem “Nis Greeters”. Vi snakkede en del med hende om at være ung i Serbien. Vi har snakket med en del unge mennesker på vores tur, og der viser sig nogle fællesnævnere. De klager alle over de utroligt lave lønninger, de store problemer med korruption og så har mange af dem en udlængsel. De ønsker at komme væk fra landet, så de kan tjene mere og skabe sig et bedre liv.
Vi nåede også at se et par af de lokale seværdigheder i Nis:
Efter Pristina i Kosovo gik turen til vores sidste stop inden Beograd, den serbiske by Novi Pazar. Jeg tror, vi blev spurgt fem gange af billetsælgerne, kontrollører og buschaufføren, om vi var klar over, at vi ikke kunne rejse direkte fra Kosovo ind i Serbien, hvis vi ikke var kommet fra Serbien. Det havde vi dog fuld styr på, så der var ingen problemer. Men det var alligevel sødt af dem alle at nævne det for os. Ville da have været træls at stå ved grænsen, og så være nødt til at rejse tilbage igen.
Novi Pazar var en fin lille by med en lang gågade med gode cafeer. Der havde været tiggere i næsten alle byer, vi havde været i, men i Novi Pazar var børnene meget påtrængende og beskidte. Jeg synes, det er utroligt svært med tiggerbørnene. På den ene side vil jeg jo gerne hjælpe og give dem nogle penge og noget mad, men vi fik fortalt flere gange, at pengene og maden ikke går til børnene, men at børnene giver dem videre til andre. Derfor er det bedst ikke at give dem noget, så de på den måde holder op, fordi de ikke får noget ud af det. Men vi gik jo bare uden om dem, og så var der ingen problemer.
Der var nu også nogle ting at se i Novi Pazar. Læs med her:
Fra Novi Pazar gik turen tilbage til Beograd nordpå. Læs om byen her.
Så er jeg hjemme fra mit livs længste rejse – fem uger rundt på det vestlige Balkan med masser af fantastiske oplevelser!
Turen har på ingen måde skuffet. Jeg har oplevet rigtig mange spændende ting, og turen har virkelig udvidet min horisont på mange måder. Den har givet mig lysten til at opleve flere områder på samme måde ved at rejse rundt i længere tid og komme meget tættere på folkene i landene. Noget jeg slet ikke tidligere har oplevet ved blot at tage flyet til en by og være der en uges tid.
Selvfølgelig har det været en kæmpe udfordring for mig og mit store planlægger-gen. Men da jeg fik lagt min danske “sådan plejer man jo at gøre” fra mig, gik det hele meget nemmere. For meget lidt foregik, som jeg var vant til her hjemme. Hvor vi er meget konservative med tiden, tager de meget mere let på det. Nogle steder var der ikke engang en busplan – og i Albanien slet ikke busstationer – så kunsten var at spørge sig frem blandt en befolkning, som ikke altid var helt velbefaren i engelsk. Men vi kom da frem alle de steder, vi ville.
Og vi fik set en masse. Alt det kan du læse om her under de forskellige lande. Herunder kan du se et kort over den rute, vi tog. Vi fløj til Beograd og rejste mod uret til Sarajevo og sydpå. På grund af konflikter mellem Serbien og Kosovo, måtte vi ikke rejse direkte fra Skopje i Makedonien til Pristina i Kosovo og derefter ind i Serbien, så vi måtte tage en omvej til Nis i Serbien først og derefter til Kosovo og tilbage til Serbien igen.
Ex-Jugoslavien, som de fleste af de lande, vi rejste i er en del af, har en lang historie med konflikter og krig. Trods det oplevede vi ingen problemer. Men de mennesker vi snakkede med var mærkede af specielt krigene i 1990’erne. Der var heller ikke helt enighed om, hvad der skete for godt 20 år siden, så vi fik en del forskellige beretninger. Vi blev endda fortalt, at der bliver undervist i forskellige historiebøger, som fortæller forskellige historier om, hvad der skete.
Fem uger er på ingen måde længe nok til at sætte sig ind i og forstå alle de konflikter, der er og har været i det vestlige Balkan, men her kan du læse om mine oplevelser på rejse rundt i syv fantastiske lande.
FraUlcinj kørte vi over grænsen til Albanien og til byen Shkoder. Albanien var en del anderledes end de andre lande. Blandt andet cyklede de fleste rundt, ligesom vi er vant til her hjemme. Det er der dog en god forklaring på. Indtil 1991 har der kun været omkring 300 biler i hele Albanien, fordi landet har været lukket for omverdenen. Det skriver jeg en del mere omunder “Tirana”, hvor vi fik en masse at vide om landet på vores “Free Walking Tour”.
En anden forandring var, at vi blev lagt en del en del mærke til i byen. Højst sandsynlig på grund af vores lyse hår. Nogle stirrede og pegede på os, som om vi var nogle rumvæsener fra det ydre rum. Men det skabte ingen problemer.