Flot solnedgang i Ulcinj

Fra Podgorica tog vi et tog til Bar – det eneste tidspunkt, vi valgte tog frem for bus – fordi det skulle være en af de flotte togture i Europa. Turen går helt fra Beograd til Bar, men vi stod på en time før Bar i Podgorica.

Toget kørte gennem nogle naturparker, og der var en masse lokale med, som flygtede fra den varme storby ud til havet. Det larmede helt ekstremt meget, så det var umuligt at snakke sammen inde i toget uden at råbe meget højt til hinanden. Jeg syntes heller ikke, at togturen var så flot, som jeg havde hørt.

Fra Bar gik der en masse busser til badebyen Ulcinj, hvor vi ville holde et stop, inden vi bevægede os over grænsen til Albanien. Ulcinj bød på høj musik, mens vi hoppede i vandet. Om aftenen gik vi en tur i den gamle by og fik aftensmad med solnedgang over havet.

Se her et par billeder fra vores tur til Ulcinj:

Tog Bar
Jernbanenettet i det vestlige Balkan er ikke særligt godt blandt andet på grund af krigene i 1990’erne, så vi var kun med tog en enkelt gang. Her er noget af udsigten forsøgt indfanget.
Ulcinj bymur
Ligesom med Dubrovnik og Kotor havde Ulcinj en gammel bydel med en borgmur omkring. Vi havde kun en halv dag i byen, men vi nåede lige at gå en tur rundt langs muren, mens solen begyndte at gå ned.
Ulcinj solnedgang
Vi spiste aftensmad, mens solen dykkede ned over vandet. En af mange smukke solnedgange, vi var så heldige at fange.

Fra Ulcinj gik turen videre til Shkoder i Albanien. Læs om vores oplevelser her. 

2 thoughts on “Flot solnedgang i Ulcinj

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *