Kategoriarkiv: Bosnien-Hercegovina

Sarajevo har det hele

Efter Beograd gik turen til Sarajevo, hovedstaden i Bosnien-Hercegovina. Jeg var ret vild med byen, fordi den havde det hele. Masser af historie at høre om og kigge på, kulturer mødtes og fordi det ligger omkranset af bjerge, er der en flot udsigt over byen. Byen er oplagt til en studietur eller en lidt anderledes storbyferie med masser af oplevelser.

Læs mere om byen her. 

Læs her om vores oplevelser i Sarajevo:

Grænsekontrol Beograd
På grænsen mellem Serbien og Bosnien-Hercegovina, og alle de andre gange vi krydsede en grænse, skulle vores pas tjekkes. Det kunne godt tage over en time, hvor vi skulle vente i en bagende varm bus. Det fik mig virkelig til at værdsætte de åbne grænser i EU.
Guidet tur i Sarajevo
I Sarajevo, hovedstaden i Bosnien-Hercegovina, tog vi endnu engang på en “Free Walking Tour”. Guiden var fantastisk. Hun fortalte blandt andet om sine oplevelser med at være barn under den serbiske belejring af Sarajevo fra 1992-1995. De var vant til at løbe rundt for at undgå kugler og granater, og det var småt med alting, fordi det eneste de kunne få ind i byen var nogle madrationer fra FN. Det lød helt umenneskeligt. Men hun virkede meget positiv og fortalte, hvordan det virkelig havde fået hende til at værdsætte livet bagefter. Hun overlevede jo, som hun sagde 🙂
Vnter-OL 1984
I 1984 var Sarajevo vært for Vinter-OL. I den forbindelse ville byen bygge nye moderne bygninger, blandt andet denne farverige en. Indbyggerne hader den, fortalte guiden. Læg i øvrigt mærke til reklamerne for Kodak og Fujifilm i bunden af billedet. Flere steder kunne man i butikker få fremkaldt sine filmruller og taget nogle fotokopier, hvis man ikke selv havde en printer. Den slags butikker er forlængst lukket i Danmark.
Latinerbroen i Sarajevo
Denne bro, Latinerbroen, var vidne til en begivenhed, som endte med Første Verdenskrig. Her skød Princip i 1914 den østrig-ungarske tronfølger Franz Ferdinand og hans kone. Det satte en kædereaktion i gang.
Museum
Til venstre for broen er et lille museum med beretning om attentatet. På siden af bygning kan man se en plade, hvorpå der står, at det var lige præcis fra dette sted, at de dødelige skud blev affyret.
Gravsteder Sarajevo
Rundt i byen findes en del gravpladser. Da vi gik en tur rundt og kiggede på gravstene, kunne vi se, at en del af dem, ikke overraskende, er døde i perioden 1992-1995 under belejringen af byen.
Massakren i Srebrenica
En anden forfærdelig del af Balkan-krigenes historie er folkemordet i Srebrenica. Juli 1995 blev anslået 8000 bosniske muslimske mænd og drenge myrdet i byen Srebrenica af den bosnisk-serbiske hær. Ligene blev smidt i massegrave, som man stadig i dag forsøger at finde alle af, og man forsøger stadig at identificere ligene, så familierne kan få ro. Det hele kunne vi læse om på en udstilling. Det var en meget stærk oplevelse. Jeg havde ikke hørt om det før. Men da jeg snakkede med mine forældre om det efterfølgende, vidste de præcis, hvad jeg snakkede om.
Sarajevo-roser
Mange steder i gaderne i Sarajevo kunne vi se de såkaldte Sarajevo-roser. De er lavet som mindesmærke de steder, hvor indbyggere er blevet dræbt af granater under belejringen.
Bazar i Sarajevo
Sarajevo er en god blanding af forskellige kulturer. Det skyldes de forskellige herredømmer, som byen har været under. Den osmanniske påvirkning kan ses i den gamle bydels bazar.
Udsigt Sarajevo
Sarajevo ligger med bjerge omkring, så vi bevægede os op, så vi kunne nyde den flotte udsigt over byen.
Tunnel of Hope
Under belejringen af Sarajevo lykkedes det indbyggerne at bygge en tunnel “Tunnel of Hope”, hvor de kunne få mad og våben ind til byen og mennesker kunne flygte ud. Vi bestemte os for at bestille en guidet tur derud, så vi kunne få en god historisk beskrivelse af stedet.
Guide Sarajevo
Vi havde en rigtig god guide, som også gerne kom med sine egne anekdoter. Han flygtede selv ud af tunnelen under belejringen.
Tunnel Sarajevo
Det meste af tunnelen blev ødelagt efter belejringen, fordi den gav problemer for den nærliggende lufthavn, hvor asfalten faldt ned. Men et lille stykke var tilbage, som vi kunne gå en tur igennem.
Museum Sarajevo
Vi tog også på et museum om belejringen. Museet havde problemer med at få penge til udstillingen, fordi modsatrettede interesser ikke er interesserede i at få fortalt historien om belejringen. Selvom der stod, at udstillingen forsøgte at være neutral, så var den det langfra, men det var spændende at se billeder fra tiden under belejringen. Der var også en udstilling med, hvordan folk levede af det, de havde.
Bombning af Sarajevo
På museet var der også en spændende udstilling med billeder fra lige efter belejringen i 1995, hvor store dele af byen var bombet. Igen i 2011 var der taget nye billeder af de samme steder, hvor man kunne se den store forskel.
Granathuller i Sarajevo
De fleste bygninger i Sarajevo er blevet renoveret, så tegnene fra belejringen er væk. Men på en del bygninger kan man stadig i dag se granathuller i den grå beton.

Efter Sarajevo gik turen videre til Mostar. Læs om vores oplevelser her.

 

Den gamle bro i Mostar

Fra Sarajevo gik turen videre med bus til Mostar. Vi havde dog et ufrivilligt stop på vejen, fordi bussen brød sammen (det blev ikke sidste gang, det skete). Men de fik heldigvis gang i den igen efter en halvanden times tid.

Mostar er heller ikke gået uden om Balkan-krigene, og byen blev bombet i 1993. Læs mere om Mostar her. 

Læs her om vores oplevelser i Mostar:

Flot udsigt
Vejen fra Sarajevo til Mostar var utrolig flot og svær at indfange i en bus med 100 km/t.
Stari Most
Mostars største turistattraktionen er broen Stari Most. Broen blev bombet og ødelagt under krigen i 1993, men er senere blevet genopbygget efter de gamle bygningsmetoder.
Turister Mostar
Mostar tiltrak en del turister, som kunne kigge på de mange små butikker omkring broen og den gamle by.
Stari Most udsigt
Smuk udsigt fra Stari Most. Frygtløse unge mænd samlede penge ind og sprang ud fra broen.
Mostar krig
Meget af Mostar blev bombet under krigen, men den mest turistede bymidte er helt restaureret. Vi bevægede os lidt op af de mange sidegader, hvor vi kunne se en del faldefærdige bygninger. Jeg læste et sted, at de venter med at restaurere mange af de gamle bygninger til, de kan gøre det ordentligt. Det er måske en meget god ide.
Bro Mostar
Området omkring Stari Most og den gamle bydel er rigtig smuk. Der er blandt andet flere små broer og vand, der løber gennem.
Vand Mostar
Er man ikke alt for kuldskær, kan man tage en svømmetur i vandet med udsigt til Stari Most. Vandet kommer fra bjergene omkring, og det var pissekoldt.
Karadoz Bey Moske
Karadoz Bey Moskeen var vi en tur indeni. Vi fik også lov til at tage en tur op i minareten, hvor vi kunne se udsigten ud over en del af Mostar. Godt nok er jeg normalt ikke højdeskræk, men med 30 cm at stå på og et hegn, der var under en meter, fik jeg lidt hjertebanken.
Kirkeforskrifter
Der var en del forskellige foreskrivelser, som skulle overholdes, når vi skulle ind i moskeer, katolske og ortodokse kirker. I moskeer skulle skoene af, men ellers var det ikke nemt at finde ud af en fællesnævner. Nogle steder skulle håret tildækkes, andre steder skuldrene eller benene. Men der var jo ikke andet for end at spørge.

Efter Mostar gik turen til turistbyen Dubrovnik. Læs om vores oplevelser her.