Tag-arkiv: barn

21. december: Mon det bliver hvid jul i år?

Mon det bliver hvid jul i år

Det er blevet d. 21. december, og vi skal kigge på, hvad der gemmer sig bag låge nummer 21 i “Den julede julekalender”. I dag handler det om sne og snemænd

Mon det bliver en hvid jul i år? Det ser ikke umiddelbart sådan ud, men man kan jo altid håbe. Siden 1900 har det været hvid jul i Danmark 9 gange. Det betyder, at der i gennemsnit er hvid jul hvert 12. år. Ifølge den statistik vil der gå nogle år, inden vi får hvid jul igen, da vi havde hvid jul senest i 2010. Læs mere om hvid jul i Danmark her.

Men så vidt jeg husker, har der været sne hvert år, selvom den nogle gange lod vente på sig helt hen i slutningen af januar.

Et år, der står ret klart for mig i forhold til det kolde vintervejr, var en vinter for en 5-6 år siden, hvor jeg arbejdede som postbud i mit sabbatår.

Jeg husker det som om, at landet var dækket af is og sne i tre måneder i træk. Jeg skøjtede rundt i indkørsler med den tunge postcykel. Nogle indkørsler var jeg simpelthen nødt til at opgive, fordi de var for stejle og glatte til at komme op ad. Jeg kurede simpelthen bare ned igen i forsøget.

Det var jo før, der var krav om, at husejerne skulle have postkasserne ude ved vejen. Og før der var noget, der hed motor på cyklen. Dengang var det ren rugbrødsmotor 😉

Nej, så hellere hygge med at lave en snemand. Jeg forsøger at få lavet en snemand hvert år, selvom jeg nok i nogles øjne er lidt for gammel til at bøvle rundt i sneen og trille kugler.

Om vi får mulighed for at lave en snemand i juleferien, vil tiden vise. Jeg krydser i hvert fald fingre og håber på, at vi får en hvid jul i år.

Følg med i ”Den julede julekalender” hver dag i december. Her kan du få tips til julens sange, film, historier og julebag. Følg med i morgen, hvor vi åbner endnu en låge. Du kan læse afsnit nummer 20 i julekalenderen her

8. december: Hjerter klippet med en saks

Hjemmelavet julepynt

Så er vi nået til den ottende dag i den tolvte måned. Det betyder, at det er på tide at få åbnet for låge nummer 8 i “Den julede julekalender”. I dag handler det om julepynt – af den hjemmelavede slags!  

En stor del af min og mange andres jul handler om julepynten. Jeg har to store julekasser med pynt, som død og pine skal op hvert år. Også selvom vi er lige ved at fare vild i julepynten i vores lille lejlighed.

I kassen er der også noget hjemmelavet julepynt, der har overlevet turen op og ned fra fugtigt loft gennem omkring 20 år. Julepynt, jeg lavede som barn i skolen og på fritidshjemmet. Jeg husker, at det var ikke al slags julepynt, jeg var lige vild med at lave.

Her er en liste over fem slags julepynt, som jeg bestemt ikke var fan af:
  • Musetrapper – de var simpelthen bare for kedelige.
  • Guirlander – de var også kedelige. Og ikke specielt kønne tilmed.
  • Kræmmerhuse – de ville bare ikke folde sig på den rigtige måde.
  • Flettede julehjerter – de blev altid skæve, så man ikke kunne folde dem ordentligt.
  • Julestjerner – de er jo i en liga for sig. Jeg havde altid en kamp med, at spidserne bukkede rundt, og når jeg endelig fik samlet en, var jeg helt udmattet. Så hellere bruge strimlerne til mussetrapper 😉
Hvilken slags julepynt kunne du godt lide at lave, da du var barn?
Følg med i ”Den julede julekalender” hver dag i december. Her kan du få tips til julens sange, film, historier og julebag. Følg med i morgen, hvor vi åbner endnu en låge. Du kan læse syvende del af julekalenderen her

10 ting du samlede på, da du var barn

Som barn samlede du sikkert lige som jeg på en masse forskellige ting. Læs om det her.Pokémon-kort, Diddl-papir og Dracco Heads. Hvis du er vokset op i 90’erne, så er du helt med på, hvad jeg taler om. Jeg var en storsamler af alle tre ting og mange flere. Så mange at jeg kan lave en liste med 10 ting, som jeg var ivrig samler af i min barndom.  Læs videre 10 ting du samlede på, da du var barn