Efter Kotor fortsatte vi med en enkelt dag i Podgorica, som er hovedstaden i Montenegro. Vi ville nok ikke have holdt et stop der, hvis vi selv havde rejst, men min venindes kæreste, som havde slået følgeskab med os i en lille uges tid, skulle rejse hjem derfra.
Jeg havde ikke de store forventninger til byen, men alligevel var der nogle små overraskelser, som bestemt er værd at se, hvis man kommer forbi byen. Vi mødte meget få mennesker i hovedstaden – både turister og lokalbefolkning søgte væk fra den varme hovedstad og ud til vandet om sommeren. Så vi havde god plads til at opleve byen.
FraNis i Serbien gik turen videre over grænsen til Kosovo til hovedstaden Pristina. Kosovo erklærede sig selv for selvstændig i 2008. Det har flere lande anerkendt, blandt andet Danmark. Men Serbien nægter fortsat at anerkende Kosovo, som det mener hører til Serbien. Det var netop derfor, vi skulle være opmærksom på rejse frem og tilbage over grænsen mellem Kosovo og Serbien.
Der har været en del krig mellem Serbien og Kosovo, som blandt andet resulterede i, at NATO bombede Serbiens hovedstad Beograd i 1999. Læs mere om det her.
Det er primært kosovoalbanere, der bor i Kosovo, så der bliver snakket albansk, fik vi forklaret. Men det skulle være et mere slang-agtigt albansk, end det der bliver talt i Albanien. Jeg har stadig svært ved at forstå konflikten mellem Serbien og Kosovo, som er en af de konflikter, der fortsat ulmer i området. Derfor er der blandt andet danske soldater udstationeret der for at holde øje med landet. Vi oplevede dog ikke andet end en hovedstad som enhver anden.
Læs om vores oplevelser i Pristina her:
Efter Pristina gik turen til Novi Pazar i Serbien.Læs om det her.