Tag-arkiv: tiggere

Historiske klostre i Novi Pazar

Efter Pristina i Kosovo gik turen til vores sidste stop inden Beograd, den serbiske by Novi Pazar. Jeg tror, vi blev spurgt fem gange af billetsælgerne, kontrollører og buschaufføren, om vi var klar over, at vi ikke kunne rejse direkte fra Kosovo ind i Serbien, hvis vi ikke var kommet fra Serbien. Det havde vi dog fuld styr på, så der var ingen problemer. Men det var alligevel sødt af dem alle at nævne det for os. Ville da have været træls at stå ved grænsen, og så være nødt til at rejse tilbage igen.

Novi Pazar var en fin lille by med en lang gågade med gode cafeer. Der havde været tiggere i næsten alle byer, vi havde været i, men i Novi Pazar var børnene meget påtrængende og beskidte. Jeg synes, det er utroligt svært med tiggerbørnene. På den ene side vil jeg jo gerne hjælpe og give dem nogle penge og noget mad, men vi fik fortalt flere gange, at pengene og maden ikke går til børnene, men at børnene giver dem videre til andre. Derfor er det bedst ikke at give dem noget, så de på den måde holder op, fordi de ikke får noget ud af det. Men vi gik jo bare uden om dem, og så var der ingen problemer.

Der var nu også nogle ting at se i Novi Pazar. Læs med her:

Park Novi Pazar
Ligesom mange af de andre byer, havde Novi Pazar også en borgmur, hvor vi gik en tur i en park.
Hotel Novi Pazar
Det ikoniske foto fra Novi Pazar af det lokale hotel.
IMG_6650
De havde gjort en del for turister i byen med vejanvisninger. Vi opdagede bare hurtigt, at pilene pegede i helt forkerte retninger, i forhold til hvor seværdighederne lå.
Stupovi Novi Pazar
Vi fik fat i et lokal turistbureau, hvor vi kunne få en tur til to lokale klostre. Det ene var Stupovi Klostret, hvor der i 2000 flyttede fire munke ind. Klostret er UNESCO-beskyttet, og de begyndte genopbygningen af det i 1970’erne. Vi mødte en lokal fyr derude, som stod for at tale med turister, som der åbenbart er ret få af, så han var glad for at kunne øve sit engelsk på os.
Fresco Novi Pazar
Der var nogle flotte frescoer, som vores guide fortalte en masse om.
Kirke
Vi blev også kørt hen til et andet kloster, Church of St. Apostles Peter and Paul, som også var på UNESCOs liste. Den var helt tilbage fra 900-tallet. En venlig dame i kirken fortalte os om dens historie. Vi kunne også gå en tur op under kuplen og se ned i kirken.
gravsten novi pazar
Der var en del gravstene foran fra forskellige århundreder. Inde i kirken var ligeledes en udstilling med både yngre og ældre gravsten. Det var ret spændende at se, hvordan “moden” i forhold til gravsten har ændret sig.

Fra Novi Pazar gik turen tilbage til Beograd nordpå. Læs om byen her.