Tag-arkiv: traditioner

24. december: Endelig er det juleaften!

Endelig er det juleaften

Så er juleaftensdag oprunden, og vi skal have åbnet den absolut sidste låge i “Den julede julekalender”. I dag handler det om mine traditioner juleaften

Så blev det endelig dagen, hvor vi skal holde juleaften. Fra jeg var helt lille, har jeg altid elsket juleaften. Morgenen begyndte med at åbne den sidste låge i mine julekalendere. Hvis du har fulgt med i “Den julede julekalender” helt fra begyndelsen, så er du helt med på, hvor lang tid det kunne tage. Mit mantra var, jo flere julekalendere, jo bedre.

Efter det skulle det sidste afsnit af tv-julekalendere ses. Vi havde gerne optaget julekalendere fra forrige år på vhs, så jeg kunne sagtens have en 5-6 julekalendere, som jeg og min lillesøster fulgte med i. Hvis jeg var kommet lidt bagud, var det også vigtigt, at de alle sammen skulle ses inden juleaften.

Hvis vi skulle holde juleaften hjemme, var mor og far gået i gang med at lave aftensmad i køkkenet, mens vi så juletv. Når jeg kom derud, var der helt tåget af mados. Så jeg holdt mig helst inde i stuen under dynen i mit nattøj. Over middag på et tidspunkt skulle vi til at gøre os klar og få vores pæne tøj på. Gerne noget i nogle røde farver. Det var jo kun juleaften en gang om året.

Nogle år tog vi i kirke i løbet af eftermiddagen. Men som jeg husker det, så vi altid Disneys Juleshow kl. 16. (Jeg skulle lige tjekke, at jeg huskede tidspunktet rigtigt. I den forbindelse faldt jeg over denne artikel med ting, jeg ikke vidste om Disneys Juleshow. Det var faktisk lidt sjovt at læse.)

Efter juleshowet fik vi enten familien på besøg eller tog ud til min mormor og morfar eller moster og onkel. Vi skiftede rundt, så vi besøgte hinanden på skift med tre års mellemrum. Her stod den på masser af mad, inden vi dansede rundt om juletræet. Det foregik sådan, at den ældste valgte en sang, så den yngste, den næstældste osv.

Når vi var igennem alle, kunne vi lige se, om der var et par ekstra sange, vi også skulle have med, inden vi sluttede af med “Nu er det jul igen” i fuld galop. Der skete gerne det, at morfar fik foden ind under lyskæden, så han var ved at hive det og kugler af juletræet. Netop derfor havde vi ikke levende lys på juletræet.

Efter den værste panik havde lagt sig, blev poserne med gaver båret ind i stuen og fordelt med opråbning af navn på den, der skulle have gaven, samt giveren. Efter det foregik oppakning af gaver på samme måde som med valg af sangene rundt om juletræet. Den yngste pakkede gaven op efter at have sagt, hvem den var fra, derefter den ældste, næstyngste osv.

Man skulle passe på julepapiret, så mormor kunne folde det sammen og tage med hjem til genbrug på julegaver næste år. Dengang syntes jeg, at det var mega fjollet. Gavepapir koster jo ikke særligt meget. Men når jeg tænker tilbage på det i dag, var det da en god ide i miljøets navn. For der bliver godt nok smidt meget gavepapir ud, som sagtens kunne bruges igen.

Man forstår godt, at klokken gerne blev 23-24 stykker, inden vi var færdig med hele sceancen. Inden folk faldt helt hen under gaveoppakning, skulle vi også lige have noget aftenskaffe med julens sidste småkager. Var der mere risalamande tilbage efter aftensmaden, skulle der også lige gøres kål på det.

Til sidst tog vi hjem, trætte og forspiste, og sagde til os selv, at det var godt, at det kun var juleaften en dag om året 😉

Dette er det sidste afsnit af ”Den julede julekalender”. Du kan læse afsnit nummer 23 i julekalenderen her. Resten af afsnittene kan du finde her på bloggen ved at klikke her

22. december: Hvorfor hedder jul egentlig jul?

Hvorfor hedder jul egentlig jul?

Vi er nu nået til 22. december, og vi skal have åbnet endnu en låge i “Den julede julekalender”. I dag handler det om, hvorfor vi egentlig kalder jul for jul

Så er der ikke mange dage tilbage i julekalenderen, og det vil sige kun tre dage til juleaften. Den anden dag kom jeg til at tænke på, hvorfor vi egentlig kalder jul for jul, når man f.eks. i USA og England kalder det Christmas. Altså noget, der er bygget op på den kristne tradition.

Heldigvis var svaret ikke længere end en Google-søgning væk. Jul stammer fra det gammelnordiske ord jól, som betyder fest eller højtid. Jul er et hedensk ord, fra dengang vi troede på Odin og Thor. Dengang blev jul også fejret i januar i stedet for i december.

Da landet blev kristent flyttede man fejringen af solhvervet, kaldet juleblot, til december i stedet, og på den måde faldt det sammen med fejringen af Jesu fødsel. Med tiden blev julebloten udkonkurreret. Man forsøgte dengang at kalde højtiden for Kristmesse, men det slog aldrig rigtig an.

Men i de engelsktalende lande var der mere held med at kalde højtiden for Kristmesse, eller Christmas. Det findes der ligeledes afarter af i lande som Holland, Spanien, Italien og Tyskland. Læs mere om, hvorfor jul i grunden hedder jul her.

Følg med i ”Den julede julekalender” hver dag i december. Her kan du få tips til julens sange, film, historier og julebag. Følg med i morgen, hvor vi åbner endnu en låge. Du kan læse afsnit nummer 21 i julekalenderen her

 

15. december: Få inspiration af julebloggere

Lær af julebloggere

Så blev det 15. december, og det er tid til at få åbnet d. 15. låge i “Den julede julekalender”. I dag handler det om at få inspiration af de mange julebloggere

Nogle mennesker går meget op i julen. I den kategori findes julebloggere. De bruger en del af deres tid på at skrive om jul på deres blog. Det kan være alt fra mad til traditioner og julekalendere. Hvis du har lyst til noget ny inspiration i julen kan du besøge nogle af disse blogs. Jeg har samlet en liste med tre af dem her:

Liste med tre julebloggere:

  • Juleekspert.dk – Her kan du læse om bl.a. julekalendere, julens musik og tv, opskrifter og juletraditioner.
  • Alt om julen – Juleblog: Her kan du læse næsten alt om julen, dens traditioner, opskrifter og oplevelser i julen.
  • Hjemlige jul – Her kan du læse om julemarkeder, den kreative jul og julens sange og salmer.
Følg med i ”Den julede julekalender” hver dag i december. Her kan du få tips til julens sange, film, historier og julebag. Følg med i morgen, hvor vi åbner endnu en låge. Du kan læse afsnit nummer 14 i julekalenderen her