Tag-arkiv: udsigt

Kirker og strand i Ohrid

Efter storbyer tog vi nu til en rigtig badeby. Fra Tirana tog vi først til Pogradec på grænsen til Makedonien. Vi ville gerne have taget direkte til Ohrid, som ligger i Makedonien, lige på den anden side af grænsen, men busserne passede meget dårligt. Så vi valgte at tage en bus til Pogradec, tog en overnatning der, tog en taxa til grænsen mellem Albanien og Makedonien og gik over til fods. Det var lidt sjovt at prøve. Det var åbenbart ikke unormalt at gå over, og vagten var meget venlig og fortalte os, hvordan vi kom til den nærmeste by.

Vi gik et stykke af de rolige landevej og kom til en lille kirke, som vi kiggede lidt på, inden vi fortsatte af en sti med en masse frugttræer til byen Naum, kendt for kirken for St. Naum. Derfra missede vi lige præcis bussen, så vi måtte overgive os, og tage en taxa det sidste stykke til Ohrid, inden uvejret begyndte.

Ohrid var en rigtig hyggelig by med mulighed for at bade i søen af samme navn og en del seværdigheder.

Læs her om vores oplevelser i Ohrid:

Kirke Naum
På vores lille gåtur fra grænsen til Naum kom vi forbi denne lille kirke, som vi tog et lille kig på, inden vi fortsatte.
Naum Kloster
Fremme i Naum så vi Sankt Naum Klosteret, som lå i et flot område. Der var en masse turister, og vi havde vores oppakning med, så vi blev ikke hængende længe, men tog en taxa til Ohrid.
Sankt Naum
Sådan ser han åbenbart ud, ham Sankt Naum ;)
Ohrid
Vi kunne gå langs med vandet fra vores lejlighed hen til den gamle bydel. Om aftenen var der folkevandring langs hele stykket.
St. Jovan Kaneo
Det klassiske billede fra Ohrid af St. Jovan Kaneo med Ohrid-søen i baggrunden. Det var simpelthen så flot. Man forstår godt at både søen og byen er UNESCO Verdensarv.
Kirke Ohrid
Jeg var også inde i en rigtig flot kirke Holy Mother of God Peribleptos (St. Clement). Med penge fra UNESCO var alle freskoerne blevet bevaret og malet op igen. Det var bare helt ekstremt flot at se. Desværre måtte jeg ikke tage billeder indenfor.
Amfiteater Ohrid
Der var også et gammelt amfiteater, som i dag bruges til koncerter.
Kirke Ohrid
Plaosnik-kirken ligger på en af de vigtigste arkæologiske steder i Ohrid og Makedonien. Jeg synes dog, området var ret rodet, og der var en masse byggeri i gang omkring kirken.
Ohrid
Udsigt over den gamle bydel i Ohrid og bjergene i baggrunden.
Borg Ohrid
Endnu en borg, denne gang Samuels Fortress. Fin gåtur oppe på bymuren med udsigt over byen.
Farlig skildpadde
Jeg gik en tur omkring borgen og pludselig puslede det i krattet. Vi havde tidligere set rimelig store slanger, så jeg var klar til at tage kvælertag. Men det var heldigvis ikke nødvendigt, da det viste sig, at larmen kom fra denne lille fyr.
Svaner
Også en svanefamilie havde slået sig ned ved vandet.
Strand Ohrid
Heldigvis var det kun dårligt vejr den første dag, vi var i Ohrid. En tjener sagde til os, at vejret den dag var ligesom om vinteren. Vi svarede, at det var ligesom dansk sommer. Vi fik svømmet og solet lidt ved stranden, inden turen gik videre til storbyen.

Efter Ohrid gik turen videre til hovedstaden Skopje. Læs om vores oplevelser her. 

Dubrovniks lillebror Kotor

Efter Dubrovnik i Kroatien fortsatte vi til Kotor i Montenegro. Også en skøn by som på mange måder mindede om Dubrovnik med en bymur og gammel bykerne inden for den. Det var også lækkert med fjorden, som vi var et smut nede at bade i. Desværre havde vi gråvejr og regn de tre dage, vi var der. Og så var den en del billigere end Dubrovnik.

Så vidt jeg husker havde Lonely Planet skrevet, at byen var et must-see i år, hvilket havde trukket en del flere turister til i år i forhold til sidste, fik vi fortalt af nogle lokale. Byen har et stort potentiale for turisme, så der vil helt sikkert komme flere til de kommende år.

Læs og se her vores oplevelser fra Kotor:

Kotor
Den første dag vi kom til Kotor var vejret fint med blå himmel. Det blev desværre ikke ved. Men vi fik gået en god tur langs havnen og gennem den gamle by.
Grimme fisk
I den gamle by var der masser af butikker, som turisterne kunne kigge i. Her fandt vi blandt andet de her fyre. Jeg vil ikke kalde dem grimme – det er nu et meget stærkt ord – så lad os sige særprægede i stedet ;)
Katte Kotor
Kotor er kattenes by. De var overalt. De havde endda et kattemuseum, som vi dog ikke nåede ind på.
Kotor bymur
Endnu engang arbejdede vi os opad til en smuk udsigt. Det var dog langtfra så langt, hårdt og varmt som i Dubrovnik. Bymuren i Kotor bevæger sig i en bue rundt om byen på jorden og fortsætter op i bjergene. Den lignede en lille kinesisk mur.
Kotor verdensarv
Dele af bymuren i Kotor er UNESCO Verdensarv. Det tog os omkring tre kvarterer at nå toppen.
Regnvejr Kotor
Oppe på toppen lå en større borg, og vi blev belønnet med en fantastisk udsigt over bugten og bjergene. Det hele gik meget godt, indtil det begyndte at regne voldsomt.
Udsigt Kotor
Vi havde bevæget os lidt off-road væk fra stien og så lidt længere fremme en lille firkant, som lignede en cafe helt ude ved kanten af bjerget. Der søgte vi ly, mens uvejret blev værre og værre. Men udsigten var der ikke noget at klage over.
Katte Kotor
Igen var der katte, killinger, som åbenbart fandt det meget behageligt at tage en lur på min rygsæk.

Fra Kotor gik turen videre til Montenegros hovedstad Podgorica. Læs mere om den her.

Flotte og populære Dubrovnik

Fra Mostar tog vi en tur  til Dubrovnik i det aller sydligste af Kroatien.

Dubrovnik er en meget populær turistby, og den mest turistede by vi var i. En del af turisterne kommer for at opleve Dubrovniks gamle bydel, hvor dele af tv-serien Game of Thrones er blevet optaget.

Læs her om vores oplevelser i Dubrovnik:

Køretur Dubrovnik
Køreturen til Dubrovnik i bus var igen rigtig smuk, og vi kørte over nogle smukke broer for at komme ned til byen.
Dubrovnik
Noget af det første vi gjorde, var at gå en tur ned til den gamle bydel. Her var ufatteligt mange turister.
Dubrovnik priser
Inden for borgmurene gik vi en tur rundt i de små gader. Her var mange hyggelige butikker og cafeer. Men priserne var en del højere end ï de byer, vi havde været i tidligere.
Lokrum
For at slippe lidt væk fra de mange turister inden for borgmurene, tog vi en båd over til øen Lokrum, som lå et kvarters sejlads væk. Øen er beskyttet som et naturreservat.
Ingen rygning
Der var ufatteligt varmt og tørt ude på øen, og derfor fik vi os en svømmetur fra klipperne i Adriaterhavet. På grund af varmen måtte man ikke ryge på øen.
Lokrum borg
På toppen af øen, som vi slæbte os op af i den varmeste middagshede (det kan bestemt ikke anbefales), var der en borg med en rigtig flot udsigt over byen og bjergene.
Lokrum dyreliv
Der var et rigt dyreliv på øen med blandt andet fritgående påfugle med en masse unger. Der var også vilde kaniner.
Udsigt Dubrovnik
Vi skulle bestemt ikke gå glip af en god udsigt, så vi kæmpede os op ad et bjerg med udsigt over byen. Det var en del hårdere at gå derop, end jeg havde troet. Jeg tror, det tog halvanden time på en løs, stejl stenvej. Men udsigten var fantastisk over den gamle bydel og øen Lokrum i baggrunden.
kabelbane
Ja, vi kunne have taget en kabelbane derop, men vi er jo unge og friske, ikk? ;)
Solnedgang
Vi nåede heldigvis op på toppen, så vi kunne nyde den flotte solnedgang.
Dubrovnik
Ja, det er denne vej, jeg taler om. Bliver helt forpustet og opvarmet af blot at kigge på den igen.
DUbrovnik verdensarv
Endnu en dag og godt udhvilet efter den hårde vandretur dagen før, skulle vi opleve mere af Dubrovniks gamle bydel. At vi overhovedet kan opleve den skyldes, at UNESCO (byen er nemlig verdensarv) har genopbygget byen. Den blev skudt i stykker under krigen i 1991. Her ses et kort over ødelæggelserne. Over 60 procent af bygningerne blev ødelagt.
Udstilling Balkan-ruten
Vi var også på et War Photo-Museum med billeder fra Ex-Jugoslavien. Der var også billeder fra Balkan-ruten, hvor folk fra blandt Syrien flygter op gennem Europa gennem Balkan-landene fra Tyrkiet. Det var en meget stærk udstilling, fordi det foregår lige nu. Det andet vi havde set var jo cirka 20 år gammel. Det er lidt mærkelig at tænke på, hvordan vi kommer til at se på de mange flygtninge, der netop nu rejser gennem Europa, om 20 år.
Bymur Dubrovnik
Dette billede og de næste tre er fra vores gåtur rundt på Dubrovniks store bymur. En super flot tur, som man helt sikkert skal tage på, hvis man tager til Dubrovnik. Selvom den dog er lidt pebret med en pris på 120 kroner.

IMG_2309 IMG_2310 IMG_2448

Efter Dubrovnik gik turen videre til Kotor i Montenegro. Læs om vores oplevelser her. 

Den gamle bro i Mostar

Fra Sarajevo gik turen videre med bus til Mostar. Vi havde dog et ufrivilligt stop på vejen, fordi bussen brød sammen (det blev ikke sidste gang, det skete). Men de fik heldigvis gang i den igen efter en halvanden times tid.

Mostar er heller ikke gået uden om Balkan-krigene, og byen blev bombet i 1993. Læs mere om Mostar her. 

Læs her om vores oplevelser i Mostar:

Flot udsigt
Vejen fra Sarajevo til Mostar var utrolig flot og svær at indfange i en bus med 100 km/t.
Stari Most
Mostars største turistattraktionen er broen Stari Most. Broen blev bombet og ødelagt under krigen i 1993, men er senere blevet genopbygget efter de gamle bygningsmetoder.
Turister Mostar
Mostar tiltrak en del turister, som kunne kigge på de mange små butikker omkring broen og den gamle by.
Stari Most udsigt
Smuk udsigt fra Stari Most. Frygtløse unge mænd samlede penge ind og sprang ud fra broen.
Mostar krig
Meget af Mostar blev bombet under krigen, men den mest turistede bymidte er helt restaureret. Vi bevægede os lidt op af de mange sidegader, hvor vi kunne se en del faldefærdige bygninger. Jeg læste et sted, at de venter med at restaurere mange af de gamle bygninger til, de kan gøre det ordentligt. Det er måske en meget god ide.
Bro Mostar
Området omkring Stari Most og den gamle bydel er rigtig smuk. Der er blandt andet flere små broer og vand, der løber gennem.
Vand Mostar
Er man ikke alt for kuldskær, kan man tage en svømmetur i vandet med udsigt til Stari Most. Vandet kommer fra bjergene omkring, og det var pissekoldt.
Karadoz Bey Moske
Karadoz Bey Moskeen var vi en tur indeni. Vi fik også lov til at tage en tur op i minareten, hvor vi kunne se udsigten ud over en del af Mostar. Godt nok er jeg normalt ikke højdeskræk, men med 30 cm at stå på og et hegn, der var under en meter, fik jeg lidt hjertebanken.
Kirkeforskrifter
Der var en del forskellige foreskrivelser, som skulle overholdes, når vi skulle ind i moskeer, katolske og ortodokse kirker. I moskeer skulle skoene af, men ellers var det ikke nemt at finde ud af en fællesnævner. Nogle steder skulle håret tildækkes, andre steder skuldrene eller benene. Men der var jo ikke andet for end at spørge.

Efter Mostar gik turen til turistbyen Dubrovnik. Læs om vores oplevelser her. 

Alle cykler rundt i Shkoder

Fra Ulcinj kørte vi over grænsen til Albanien og til byen Shkoder. Albanien var en del anderledes end de andre lande. Blandt andet cyklede de fleste rundt, ligesom vi er vant til her hjemme. Det er der dog en god forklaring på. Indtil 1991 har der kun været omkring 300 biler i hele Albanien, fordi landet har været lukket for omverdenen. Det skriver jeg en del mere om under “Tirana”, hvor vi fik en masse at vide om landet på vores “Free Walking Tour”.

En anden forandring var, at vi blev lagt en del en del mærke til i byen. Højst sandsynlig på grund af vores lyse hår. Nogle stirrede og pegede på os, som om vi var nogle rumvæsener fra det ydre rum. Men det skabte ingen problemer.

Læs her om vores oplevelser i Shkoder:

Marubi Shkoder
Vi besøgte et museum med fotografier af familien Marubi, som har taget de første billeder i Albanien. Desuden har de taget en del billeder af kvinder i landet og på den måde været med til at fortælle de albanske kvinders historie.
Museum of Memory
Endnu et museum, vi besøgte, var Museum of Memory, hvor vi kunne læse om de forhold landets befolkning levede under, da landet var lukket frem til 1991. Museet var lavet for at mindes ofrene for torturen under det kommunistiske styre. Der var beretninger om tortur og dødsdomme for at forsøge at flygte ud af Albanien og fængsel til familien. Man kunne få dødsstraf for at begå “forbrydelser mod folket”, blandt andet hvis man var religiøs eller politisk modstander af kommunisterne.
Rozafas Castle
Vi tog en bybus ud til Rozafa Castle i udkanten af byen. Der var en fantastisk udsigt derfra, som man kan se på de næste billeder.

IMG_3902 IMG_3952

Efter Shkoder gik turen videre til hovedstaden Tirana. Læs om vores oplevelser her.