Tag-arkiv: unesco

Kirker og strand i Ohrid

Efter storbyer tog vi nu til en rigtig badeby. Fra Tirana tog vi først til Pogradec på grænsen til Makedonien. Vi ville gerne have taget direkte til Ohrid, som ligger i Makedonien, lige på den anden side af grænsen, men busserne passede meget dårligt. Så vi valgte at tage en bus til Pogradec, tog en overnatning der, tog en taxa til grænsen mellem Albanien og Makedonien og gik over til fods. Det var lidt sjovt at prøve. Det var åbenbart ikke unormalt at gå over, og vagten var meget venlig og fortalte os, hvordan vi kom til den nærmeste by.

Vi gik et stykke af de rolige landevej og kom til en lille kirke, som vi kiggede lidt på, inden vi fortsatte af en sti med en masse frugttræer til byen Naum, kendt for kirken for St. Naum. Derfra missede vi lige præcis bussen, så vi måtte overgive os, og tage en taxa det sidste stykke til Ohrid, inden uvejret begyndte.

Ohrid var en rigtig hyggelig by med mulighed for at bade i søen af samme navn og en del seværdigheder.

Læs her om vores oplevelser i Ohrid:

Kirke Naum
På vores lille gåtur fra grænsen til Naum kom vi forbi denne lille kirke, som vi tog et lille kig på, inden vi fortsatte.
Naum Kloster
Fremme i Naum så vi Sankt Naum Klosteret, som lå i et flot område. Der var en masse turister, og vi havde vores oppakning med, så vi blev ikke hængende længe, men tog en taxa til Ohrid.
Sankt Naum
Sådan ser han åbenbart ud, ham Sankt Naum ;)
Ohrid
Vi kunne gå langs med vandet fra vores lejlighed hen til den gamle bydel. Om aftenen var der folkevandring langs hele stykket.
St. Jovan Kaneo
Det klassiske billede fra Ohrid af St. Jovan Kaneo med Ohrid-søen i baggrunden. Det var simpelthen så flot. Man forstår godt at både søen og byen er UNESCO Verdensarv.
Kirke Ohrid
Jeg var også inde i en rigtig flot kirke Holy Mother of God Peribleptos (St. Clement). Med penge fra UNESCO var alle freskoerne blevet bevaret og malet op igen. Det var bare helt ekstremt flot at se. Desværre måtte jeg ikke tage billeder indenfor.
Amfiteater Ohrid
Der var også et gammelt amfiteater, som i dag bruges til koncerter.
Kirke Ohrid
Plaosnik-kirken ligger på en af de vigtigste arkæologiske steder i Ohrid og Makedonien. Jeg synes dog, området var ret rodet, og der var en masse byggeri i gang omkring kirken.
Ohrid
Udsigt over den gamle bydel i Ohrid og bjergene i baggrunden.
Borg Ohrid
Endnu en borg, denne gang Samuels Fortress. Fin gåtur oppe på bymuren med udsigt over byen.
Farlig skildpadde
Jeg gik en tur omkring borgen og pludselig puslede det i krattet. Vi havde tidligere set rimelig store slanger, så jeg var klar til at tage kvælertag. Men det var heldigvis ikke nødvendigt, da det viste sig, at larmen kom fra denne lille fyr.
Svaner
Også en svanefamilie havde slået sig ned ved vandet.
Strand Ohrid
Heldigvis var det kun dårligt vejr den første dag, vi var i Ohrid. En tjener sagde til os, at vejret den dag var ligesom om vinteren. Vi svarede, at det var ligesom dansk sommer. Vi fik svømmet og solet lidt ved stranden, inden turen gik videre til storbyen.

Efter Ohrid gik turen videre til hovedstaden Skopje. Læs om vores oplevelser her. 

Flotte og populære Dubrovnik

Fra Mostar tog vi en tur  til Dubrovnik i det aller sydligste af Kroatien.

Dubrovnik er en meget populær turistby, og den mest turistede by vi var i. En del af turisterne kommer for at opleve Dubrovniks gamle bydel, hvor dele af tv-serien Game of Thrones er blevet optaget.

Læs her om vores oplevelser i Dubrovnik:

Køretur Dubrovnik
Køreturen til Dubrovnik i bus var igen rigtig smuk, og vi kørte over nogle smukke broer for at komme ned til byen.
Dubrovnik
Noget af det første vi gjorde, var at gå en tur ned til den gamle bydel. Her var ufatteligt mange turister.
Dubrovnik priser
Inden for borgmurene gik vi en tur rundt i de små gader. Her var mange hyggelige butikker og cafeer. Men priserne var en del højere end ï de byer, vi havde været i tidligere.
Lokrum
For at slippe lidt væk fra de mange turister inden for borgmurene, tog vi en båd over til øen Lokrum, som lå et kvarters sejlads væk. Øen er beskyttet som et naturreservat.
Ingen rygning
Der var ufatteligt varmt og tørt ude på øen, og derfor fik vi os en svømmetur fra klipperne i Adriaterhavet. På grund af varmen måtte man ikke ryge på øen.
Lokrum borg
På toppen af øen, som vi slæbte os op af i den varmeste middagshede (det kan bestemt ikke anbefales), var der en borg med en rigtig flot udsigt over byen og bjergene.
Lokrum dyreliv
Der var et rigt dyreliv på øen med blandt andet fritgående påfugle med en masse unger. Der var også vilde kaniner.
Udsigt Dubrovnik
Vi skulle bestemt ikke gå glip af en god udsigt, så vi kæmpede os op ad et bjerg med udsigt over byen. Det var en del hårdere at gå derop, end jeg havde troet. Jeg tror, det tog halvanden time på en løs, stejl stenvej. Men udsigten var fantastisk over den gamle bydel og øen Lokrum i baggrunden.
kabelbane
Ja, vi kunne have taget en kabelbane derop, men vi er jo unge og friske, ikk? ;)
Solnedgang
Vi nåede heldigvis op på toppen, så vi kunne nyde den flotte solnedgang.
Dubrovnik
Ja, det er denne vej, jeg taler om. Bliver helt forpustet og opvarmet af blot at kigge på den igen.
DUbrovnik verdensarv
Endnu en dag og godt udhvilet efter den hårde vandretur dagen før, skulle vi opleve mere af Dubrovniks gamle bydel. At vi overhovedet kan opleve den skyldes, at UNESCO (byen er nemlig verdensarv) har genopbygget byen. Den blev skudt i stykker under krigen i 1991. Her ses et kort over ødelæggelserne. Over 60 procent af bygningerne blev ødelagt.
Udstilling Balkan-ruten
Vi var også på et War Photo-Museum med billeder fra Ex-Jugoslavien. Der var også billeder fra Balkan-ruten, hvor folk fra blandt Syrien flygter op gennem Europa gennem Balkan-landene fra Tyrkiet. Det var en meget stærk udstilling, fordi det foregår lige nu. Det andet vi havde set var jo cirka 20 år gammel. Det er lidt mærkelig at tænke på, hvordan vi kommer til at se på de mange flygtninge, der netop nu rejser gennem Europa, om 20 år.
Bymur Dubrovnik
Dette billede og de næste tre er fra vores gåtur rundt på Dubrovniks store bymur. En super flot tur, som man helt sikkert skal tage på, hvis man tager til Dubrovnik. Selvom den dog er lidt pebret med en pris på 120 kroner.

IMG_2309 IMG_2310 IMG_2448

Efter Dubrovnik gik turen videre til Kotor i Montenegro. Læs om vores oplevelser her.