Forfattere markedsfører sig på sociale medier

forfattere bogbranchen
Camilla Wandahl skriver børne- og ungdomsbøger. Hun bruger sociale medier til at komme tættere på sine læsere og til at få værdifuld viden og erfaring fra hendes målgruppe til sine bøger.

Mange forfattere udnytter de nye digitale muligheder til at være aktive på sociale medier. På den måde kan de komme tættere på deres læsere og skabe sig en købedygtig fanskare 

 Tekst og foto: Rikke Uhre Andersen

Camilla Wandahl sidder foran sin bærbare computer i sit hjem i Albertslund. Solen skinner fra en skyfri himmel ind ad vinduerne. I vindueskarmen står et udvalg af de børne- og ungdomsbøger, som Camilla Wandahl har skrevet gennem de seneste syv år. Hun har lige lavet et indlæg klar til Facebook.

“Jeg ville egentligt bare lave en kort opdatering om en nyhed i bogbranchen, men så fik jeg en idé til at skrive en lille historie om mig selv også”, fortæller hun.

Opslaget bliver læst en sidste gang, inden hun trykker på den blå knap under teksten. Øjeblikket efter er hendes tanker delt med 629 personer, der “Synes godt om” hendes forfatterside på Facebook.

Mange forfattere er ligesom Camilla Wandahl blevet aktive på sociale medier, især Facebook, de seneste år. Hos Dansk Forfatterforening fortæller formand Jakob Vedelsby, at det nærmest er et krav fra forlagene i dag, at forfatterne skal medvirke til markedsføringen af deres bøger.


Fakta: Op mod 22.500 forfattere i Danmark 

  • Der findes ikke præcise tal på, hvor mange forfattere der er i Danmark, fordi det kommer an på, hvordan man definerer ”en forfatter”.
  • Dansk Forfatterforeningen har over 1300 medlemmer, mens Danske Skønlitterære Forfattere har cirka 200 medlemmer.
  • 469 forfattere er tilmeldt biblioteksafgiften, hvor dog langt fra alle får del af den.
  • Forfattere kan groft sagt deles ind i tre grupper: de smalle, mellemgruppen og bestsellerne.
  • De smalle sælger typisk færre bøger end mellemgruppen, mens bestsellerne sælger flere bøger end mellemgruppen.
  • Forfattere tjener penge på royalties for solgte bøger, legater, biblioteksafgift, måske noget andet arbejde i relation til forfatterskabet samt øvrigt arbejde.

Kilde: Kulturministeriet, Dansk Forfatterforening og Danske Skønlitterære Forfattere.


Fordel med Facebook

Da Camilla Wandahl skrev bogen “Alt om at være pige”, spurgte hun sine følgere på Facebook, hvilke navne hovedpersonerne skulle have. Navnene brugte hun efterfølgende i bogen.

Hun oplever, at hendes følgere er glade for at kunne hjælpe og blive involveret i hendes forfatterskab. Selv er hun glad for at få hjælp til sine bøger.

“At bruge sociale medier som forfatter har helt klart været en fordel blandt andet i min research. Nogle gange er Facebook et større orakel, end Google er”, siger hun og smiler.

En anden forfatter, der bruger Facebook, er Ole Tornbjerg, der sammen med sin kone forfatteren Jeanette Øbro har Facebooksiden Øbro og Tornbjerg. Her deler de nyheder, konkurrencer og giver indblik i parrets forfatterskab.

“Det er fedt at høre, hvad læserne tænker om vores bøger. De sociale medier er en gave for os som forfattere”, siger han.

Nye muligheder for markedsføring

Forfatterne er ikke kun på sociale medier, fordi de synes, det er sjovt at være kontakt med læserne. Det er en god måde at markedsføre sig på.

Ole Tornbjerg forklarer, at de bruger Facebook som et professionelt redskab, og han mener, at de får rigtigt meget for pengene.

“På Facebook rammer vi præcis vores målgruppe. Det gør vi slet ikke på samme måde med traditionelle annoncer. Vi oplever for eksempel, at vi tilsyneladende rykker op på bestsellerlisten, når vi er aktive med kampagner og konkurrencer”, siger han.

Jakob Vedelsby er positiv over, at så mange forfattere udnytter de sociale medier til at gøre sig synlige. Det er vigtigt som forfatter at skille sig ud fra mængden og at involvere læserne i ens bogprojekt, fordi det kan skabe mere loyale læsere, som i sidste ende gerne vil købe ens bog.

“Det handler om at opbygge en form for stamme omkring sig som forfatter. At holde fast i og engagere de aktive følgere på eksempelvis Facebook”, forklarer han.

At finde en balance

Solen er dykket lidt længere ned uden for vinduerne i huset i Albertslund. Camilla Wandahl må konstatere, at hendes seneste Facebook-opslag ikke endte med at nå ud til så mange, som hun håbede på.

Hun er glad for at bruge en del af sin tid på sociale medier som Facebook, men siden hun blev mor, har hun valgt at lave en skarpere prioritering af, hvor meget tid hun bruger på det. Det handler om at skabe en balance mellem at være offline og online. At udnytte mulighederne, men ikke at lade mulighederne udnytte hende.

“Sociale medier har helt klart bidraget til mit forfatterskab. Jeg er for eksempel blevet mere tilgængelig for mine læsere, og mange kontakter mig gennem dem. Men de skal ikke fylde det hele”, siger hun.

Artiklen er en del af en artikelserie om bogbranchens muligheder og udfordringer. Serien er skrevet som en del af mit bachelorprojekt på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole foråret 2016. Læs femte del af serien her.

1 thought on “Forfattere markedsfører sig på sociale medier

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *