Efter storbyer tog vi nu til en rigtig badeby. Fra Tirana tog vi først til Pogradec på grænsen til Makedonien. Vi ville gerne have taget direkte til Ohrid, som ligger i Makedonien, lige på den anden side af grænsen, men busserne passede meget dårligt. Så vi valgte at tage en bus til Pogradec, tog en overnatning der, tog en taxa til grænsen mellem Albanien og Makedonien og gik over til fods. Det var lidt sjovt at prøve. Det var åbenbart ikke unormalt at gå over, og vagten var meget venlig og fortalte os, hvordan vi kom til den nærmeste by.
Vi gik et stykke af de rolige landevej og kom til en lille kirke, som vi kiggede lidt på, inden vi fortsatte af en sti med en masse frugttræer til byen Naum, kendt for kirken for St. Naum. Derfra missede vi lige præcis bussen, så vi måtte overgive os, og tage en taxa det sidste stykke til Ohrid, inden uvejret begyndte.
Ohrid var en rigtig hyggelig by med mulighed for at bade i søen af samme navn og en del seværdigheder.
Fra badebyen Ohrid tog vi en bus ind til Makedoniens hovedstad Skopje. Den er virkelig også noget for sig selv. Men måske ikke helt på den gode måde. Politikerne har de sidste år været i gang med projektet “Skopje 2014”, hvor de har bygget en hel masse nye bygninger og statuer i byen. Det meste i byen er derfor ikke mere end max fem år gammelt.
Her tog vi endnu engang på en “Free Walking Tour”, og selvom guiden generelt var meget glad for sin by, var han ikke særlig glad for Skopje 2014. Blandt fordi der er brugt ufattelig mange millioner euro på det, som kunne være brugt på sygehuse eller nye veje, hvoraf mange af pengene er gået til korruption. Som han sagde, det er er jo en smart måde at gøre det på, for hvem kan sige, hvad kunst præcis koster?
Når man går rundt i byen, er det da imponerende med de mange nye bygninger og uendelig mange statuer, men det virker også lidt tragikomisk, når man tænker på, at pengene er lånt og skal betales tilbage af indbyggernes børnebørn engang.