Fra Sarajevogik turen videre med bus til Mostar. Vi havde dog et ufrivilligt stop på vejen, fordi bussen brød sammen (det blev ikke sidste gang, det skete). Men de fik heldigvis gang i den igen efter en halvanden times tid.
Mostar er heller ikke gået uden om Balkan-krigene, og byen blev bombet i 1993. Læs mere om Mostar her.
Læs her om vores oplevelser i Mostar:
Vejen fra Sarajevo til Mostar var utrolig flot og svær at indfange i en bus med 100 km/t.Mostars største turistattraktionen er broen Stari Most. Broen blev bombet og ødelagt under krigen i 1993, men er senere blevet genopbygget efter de gamle bygningsmetoder.Mostar tiltrak en del turister, som kunne kigge på de mange små butikker omkring broen og den gamle by.Smuk udsigt fra Stari Most. Frygtløse unge mænd samlede penge ind og sprang ud fra broen.Meget af Mostar blev bombet under krigen, men den mest turistede bymidte er helt restaureret. Vi bevægede os lidt op af de mange sidegader, hvor vi kunne se en del faldefærdige bygninger. Jeg læste et sted, at de venter med at restaurere mange af de gamle bygninger til, de kan gøre det ordentligt. Det er måske en meget god ide.Området omkring Stari Most og den gamle bydel er rigtig smuk. Der er blandt andet flere små broer og vand, der løber gennem.Er man ikke alt for kuldskær, kan man tage en svømmetur i vandet med udsigt til Stari Most. Vandet kommer fra bjergene omkring, og det var pissekoldt.Karadoz Bey Moskeen var vi en tur indeni. Vi fik også lov til at tage en tur op i minareten, hvor vi kunne se udsigten ud over en del af Mostar. Godt nok er jeg normalt ikke højdeskræk, men med 30 cm at stå på og et hegn, der var under en meter, fik jeg lidt hjertebanken.Der var en del forskellige foreskrivelser, som skulle overholdes, når vi skulle ind i moskeer, katolske og ortodokse kirker. I moskeer skulle skoene af, men ellers var det ikke nemt at finde ud af en fællesnævner. Nogle steder skulle håret tildækkes, andre steder skuldrene eller benene. Men der var jo ikke andet for end at spørge.
FraUlcinj kørte vi over grænsen til Albanien og til byen Shkoder. Albanien var en del anderledes end de andre lande. Blandt andet cyklede de fleste rundt, ligesom vi er vant til her hjemme. Det er der dog en god forklaring på. Indtil 1991 har der kun været omkring 300 biler i hele Albanien, fordi landet har været lukket for omverdenen. Det skriver jeg en del mere omunder “Tirana”, hvor vi fik en masse at vide om landet på vores “Free Walking Tour”.
En anden forandring var, at vi blev lagt en del en del mærke til i byen. Højst sandsynlig på grund af vores lyse hår. Nogle stirrede og pegede på os, som om vi var nogle rumvæsener fra det ydre rum. Men det skabte ingen problemer.
Læs her om vores oplevelser i Shkoder:
Vi besøgte et museum med fotografier af familien Marubi, som har taget de første billeder i Albanien. Desuden har de taget en del billeder af kvinder i landet og på den måde været med til at fortælle de albanske kvinders historie.Endnu et museum, vi besøgte, var Museum of Memory, hvor vi kunne læse om de forhold landets befolkning levede under, da landet var lukket frem til 1991. Museet var lavet for at mindes ofrene for torturen under det kommunistiske styre. Der var beretninger om tortur og dødsdomme for at forsøge at flygte ud af Albanien og fængsel til familien. Man kunne få dødsstraf for at begå “forbrydelser mod folket”, blandt andet hvis man var religiøs eller politisk modstander af kommunisterne.Vi tog en bybus ud til Rozafa Castle i udkanten af byen. Der var en fantastisk udsigt derfra, som man kan se på de næste billeder.