Efter storbyer tog vi nu til en rigtig badeby. Fra Tirana tog vi først til Pogradec på grænsen til Makedonien. Vi ville gerne have taget direkte til Ohrid, som ligger i Makedonien, lige på den anden side af grænsen, men busserne passede meget dårligt. Så vi valgte at tage en bus til Pogradec, tog en overnatning der, tog en taxa til grænsen mellem Albanien og Makedonien og gik over til fods. Det var lidt sjovt at prøve. Det var åbenbart ikke unormalt at gå over, og vagten var meget venlig og fortalte os, hvordan vi kom til den nærmeste by.
Vi gik et stykke af de rolige landevej og kom til en lille kirke, som vi kiggede lidt på, inden vi fortsatte af en sti med en masse frugttræer til byen Naum, kendt for kirken for St. Naum. Derfra missede vi lige præcis bussen, så vi måtte overgive os, og tage en taxa det sidste stykke til Ohrid, inden uvejret begyndte.
Ohrid var en rigtig hyggelig by med mulighed for at bade i søen af samme navn og en del seværdigheder.
Fra Shkoder tog vi til Tirana. Det var en rigtig spændende by. Vi havde overvejet at tage en rute uden om Albanien, fordi vi havde læst, at det var meget indviklet med transport i landet. Det var da heller ikke nemt, når der hverken er busstationer, togstationer eller køreplaner. Men vi fandt ud af det, og det ville virkelig have været synd, hvis vi ikke var taget til Albanien.
Tirana og Albaniens historie var meget anderledes end de øvrige lande, som hørte under Jugoslavien. Albanien var sig selv på mange måder. Det var fra anden verdenskrig og frem til 1991 et kommunistisk-ateistisk styre, som blev mere og mere lukket fra omverdenen. Fra 1970’erne og til 1991 var landet helt lukket.
Det fortalte vores guide på vores “Free Walking Tour” os en masse om. Han havde levet under styret som barn. Da landet blev åbnet stiftede han for første gang i sit liv bekendtskab med ting som tyggegummi og cowboybukser. Inden da var alt landet havde, det som landet selv kunne producere inden for grænserne. Af den grund var der kun omkring 300 biler i landet indtil 1991, så vi måtte undskylde de dårlige bilister. De havde trods alt kun haft mulighed for at køre bil i 25 år, påpegede han 😉
Det hele begyndte og sluttede i Beograd, hovedstaden i Serbien. Vi havde overvejet at flyve til Sarajevo i Bosnien-Hercegovina, men flybilletterne var en del dyrere dertil. Et gæt er, at der er rift om billetterne til hovedstaden, fordi der bor en stor del dansk-bosnier i Danmark, som tager tilbage til landet på sommerferie for at besøge familie. På grund af krigene i 1990’erne flygtede mange ud af landet til blandt andet Danmark.
På vores tur mellem Sarajevo og Mostar mødte vi faktisk en dansk-bosnisk familie, som netop var på sådan en tur rundt til deres bosniske familie. Det var lidt sjovt og tankevækkende at snakke med moren, som flygtede under belejringen af Sarajevo fra 1992-1995.
Beograd er som storbyer er flest – masser af biler, larm og mennesker. Der var en fin gågade og hyggelige parker, og generelt var der en god stemning i byen. I begyndelsen skulle jeg lige vænne mig til alle de grå bygninger fra kommunisttiden, men de er jo også en del af fortællingen om Beograds historie.Læs mere om den her.
Her kommer fotos med fortælling fra oplevelserne i Beograd: