Ryd op i dit liv på sociale medier

Næsten alle danskere bruger sociale medier i større eller mindre grad hver dag. Men desværre bliver de beskyldt for at gøre os dumme, have en hård tone og for at sprede falske nyheder.

Det er ærgerligt, for vores brug af sociale medier behøver ikke at gå på kompromis med det gode liv. Måske kan det ligefrem styrke demokratiet, hvis vi bruger medierne på en konstruktiv og mere bevidst måde.

Det kan du læse mere om i Altivistens serie om sociale medier. I dette afsnit fortæller jeg om, hvordan du kan rydde op i dit liv på sociale medier ved at sortere i, hvem du ønsker at følge.

Lug ud i haven kaldet sociale medier

Sociale medier er lidt ligesom en have. Hvis man lader den passe sig selv og ikke holder øje med den, vil den til sidst vokse så meget til, at man ikke kan se blomsterne for bare ukrudt. Det samme sker med sociale medier.

Du har sikkert oplevet, at du har scrollet ned gennem dit feed og tænkt, at der er meget lidt deri, der er relevant for dig. Det er måske en masse ukrudt af annoncer, som slet ikke passer til dig, babybilleder af en eller anden baby, som du ikke kender og en statusopdatering fra en ven fra folkeskolen, som du ikke har snakket med i flere år.

Heldigvis er det som med en have muligt at luge ud i ukrudtet, så du kan se blomsterne igen. Altså få de opdateringer fra de venner, som de rent faktisk gerne vil have opdateringer fra og få opdateringer fra de sider og grupper, som du gerne vil følge.

Her kommer fire trin til at gøre dit Facebook-feed ukrudtfri (samme fremgangsmåde kan stort set også bruges på andre sociale medier):

Trin 1: Annoncer

Begynd med at scrolle ned gennem dit feed og kig efter annoncer. Du kan genkende dem ved, at der står ”Sponsoreret” lige under sidenavnet i toppen af opslaget. Klik herefter på den lille, grå pil øverst i højre hjørne. Hvis du ikke bryder dig om opslaget, tryk på ”Skjul annonce”.

Kan du lide opslaget, kan du vælge at gøre ingenting eller klikke på “Slå notifikationer til for dette opslag”. Du kan ikke undgå annoncer, men på denne måde kan du i hvert fald få luget ud i de mest irrelevante for dig.

Trin 2: Lug ud i venner, grupper og sider

Så skal vi gøre noget ved babybillederne. Kig igen på dit feed. Når du kommer til en person, du ikke ønsker at se opslag fra, kan du vælge at gøre flere ting. Du kan igen klikke på den grå pil i øverste højre hjørne af opslaget og vælge ”Følg ikke længere (navn)”.

På den måde forbliver du venner med personen men ser ikke opslag fra ham eller hende. Det samme gælder for sider og grupper. Du kan selvfølgelig også vælge helt at fjerne personen fra din venneliste på Facebook, eller stoppe med at følge en side eller være medlem af en gruppe.

Det kan også være, at der er nogle sider, som du meget gerne vil følge og have besked fra, hver gang der bliver slået noget nyt op.

Hvis det er en gruppe, kan du ændre indstillingerne ved at gå ind på gruppen. Vælg de tre prikker øverst og tryk på ”Notifikationer” og vælg mellem ”Alle opslag”, ”Højdepunkter” eller ”Venners opslag”.

Er det en side skal du gå ind på siden og ved siden af Synes godt om-knappen, skal du trykke på ”Følger”-knappen. Her kan du redigere, så du får notifikationer, når der bliver slået noget nyt op.  

Trin 3: Stjernemarkér de bedste venner

Det kan også være, at du har en gruppe af venner, du gerne vil have besked, hver gang de slår noget nyt op. Det kan du gøre ved at ”stjernemarkere” dem.

Det gør du ved at gå ind personens profil. På mobilversionen skal du trykke på personikonet ved siden af beskedknappen og vælge “Se først”.

Trin 4: Like, del og kommentér ting fra dem, du gerne vil se mere fra

Facebooks algoritme gør, at du ser mere fra dem, du interagerer med. Så like, del og kommentér mere på opslag fra de venner, som du gerne vil se mere fra.  

Plant nye blomster i dit Facebook-feed

Du har nu fået luget ud i ukrudtet og er nu klar til at tage fat på at plante roser, tulipaner eller andre blomster, du kan lide.

Eller sagt med andre ord: Det handler om aktivt at følge de personer, organisationer eller medier, som betyder noget for dig, og som du kan få inspiration af.  

Følg de positive og konstruktive medier

Mange har måske en tendens til at følge de store medier på sociale medier som DR eller Politiken. Men prøv i stedet at følge nogle medier, som aktivt arbejder med at formidle det positive og have fokus på løsninger i stedet for problemer.

Det kunne f.eks. være Verden bedste nyheder. Prøv også at følge medier, som f.eks. Point of View International eller Zetland, som ønsker at give indhold med mere dybde end dag til dag-nyheder. 

Få ny inspiration

Sociale medier er også oplagte til at få ny inspiration. Der findes grupper med alverdens emner, som du kan blive en del af på Facebook. Du kan f.eks. følge en gruppe for veganere og få ny inspiration til aftensmaden, eller du kan følge en gruppe for strikkedamer, der deler ud af deres bedste opskrifter, eller noget helt tredje. Det kan også være en faglig interesse for et eller andet.

Jeg følger selv en gruppe for kvindelige selvstændige, grupper om vegansk mad, om sociale medier, om natur- og rejseoplevelser, om aktiehandel, om gode tips til at leve bæredygtigt og meget andet.

Du kan få inspiration til nye grupper på Facebook ved at klikke på ”Grupper” i menuen. Eller blot ved at søge på et ord i søgefeltet.     

Bare fordi det gør dig glad

På sociale medier skal der også være plads til at følge nogle profiler, bare fordi de gør dig glad. Jeg følger f.eks. en profil på Instagram, der hedder thelavaempire, med en kvinde, der har seks marsvin. Jeg er selv vokset op med marsvin, og det gør mig simpelthen bare så glad at se de små væsener vimse rundt. Måske har du også nogle dyr, en hobby eller noget andet, som du holder af, du kan følge på de sociale medier.

Det kan også bare være noget, der får dig til at trække på smilebåndet. Det er f.eks. derfor, jeg nyder at følge andershemmingsendk og paperboyo. Det må også gerne være kattevideoer, hvis det er det, der gør dig glad. Så længe det er et aktivt valg.

Til sidst vil jeg lige påpege, at man kan diskutere, om det gavner demokratiet på sociale medier, hvis vi kun bliver præsenteret for de ting, vi selv vælger. Det tager jeg op i et andet afsnit af serien om sociale medier på Altivisten i indlægget ”Udvid din horisont med sociale medier – og undgå ekkokamrene”.

Tre handlemuligheder

Kig dit Facebook-feed igennem og læg mærke til, om du ser opslag fra de venner, sider og grupper, som du gerne vil se.

Stop med at følge dem, der ikke beriger dit liv, og begynd at følge nogle nye, der gør.

Snak med dine venner eller din familie om, hvad eller hvem de følger på sociale medier, og diskutér om det bidrager positivt til jeres liv. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *